Jule- og nytårshilsen fra bestyrelsen

Mellemdammen, RIbe. Foto: Jens Karsten Sørensen.

Kære Alle

Vi i Ripensersamfundets bestyrelse vil gerne ønske Jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Det har været et svært år for os alle: unge og gamle, erhvervsliv, skoler og foreninger. Covid-19 pandemien har vist os, hvor sårbart vort moderne samfund er. Men året har også vist, at vi kan finde løsninger ved at samarbejde. Vi beskytter hinanden og os selv med hygiejneforholdsregler, som vi har lært at leve med, selv om de godt kan være besværlige i dagligdagen, og forskning og industri har i rekordtempo udviklet vacciner, som nu er klar til at blive taget i brug.

Så der er et lys her midt i mørket, men vi må nok indstille os på, at 2021 også bliver et år med store udfordringer. Det vil tage tid at få vaccineret tilstrækkelig mange til at opnå flokimmunitet, som gør alle sociale restriktioner overflødige. Så vi må holde ud en tid endnu. Vi skal formentlig langt hen på året, inden vi kan give de første kys og kram til andre end vores allernærmeste.

I Ripensersamfundet vil 2021 også give udfordringer. Den første hurdle er at gennemføre generalforsamlingen i slutningen af februar. Som det ser ud lige nu, må vi nok forberede os på, at vi ikke kan mødes til en traditionel fysisk generalforsamling med årsmøde, foredrag og socialt samvær. I bestyrelsen forbereder vi os derfor på at gennemføre generalforsamling og årsmøde virtuelt.

Lige præcist hvordan vi gør, ved vi ikke helt endnu. Som det umiddelbart tegner sig, regner vi med at det kan ske over mødeplatformen Zoom. Den er rimeligt let at anvende og bruges også på universiteterne til forelæsninger. Vi vil komme med en udførlig beskrivelse af, hvad man gør rent praktisk for at deltage i generalforsamlingen i vores næste nummer af Ripenserbladet, hvor der indkaldes til generalforsamling. 

Det bliver således endnu et udfordrende år, som vi om få dage går ind i. Ud over generalforsamlingen er det også uafklaret, hvordan translokation og jubilarreception vil blive afviklet. Heldigvis kan en del nå at ændre sig over det næste halve år, så vi krydser fingre.

Vi håber, at I alle får nogle gode jule- og nytårsdage med de muligheder og begrænsninger, som der nu engang er. Pas godt på hinanden og på Jer selv, – og hold ud lidt endnu. Vi går trods alt mod lysere tider.

På bestyrelsens vegne

Hans Jørn Kolmos

formand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.