BOGANMELDELSE

Ulrik Høj Johnsen, Schuyler Jones, Torkil Funder & Taj Khan Kalash (eds): Toward the horizon. Lennart Edelberg and the Danish Hindukush research. Aarhus, Moesgaard Museum, 2021

Af Hans Jørn Kolmos, Ripensersamfundet

I det gamle geografilokale på Ribe Katedralskole står et stort hvidt vitrineskab med eksotiske ting, som blev indsamlet af lektor Lennart Edelberg (1915-1981) på hans ekspeditioner til den afghanske provins, Nuristan. Det er manden og ekspeditionerne, som denne bog handler om, og lad det være sagt med det samme: det er en utroligt spændende bog.

Bogen samler en række foredrag, som blev holdt ved et internationalt symposium på Moesgaard i 2016, hvor man gjorde status over den danske Nuristan forskning med fokus på Edelbergs indsats. Symposiet har tidligere været omtalt på Ripensersamfundets hjemmeside

(https://www.ripensersamfundet.dk/lennart-edelberg-seminar.html) .

Vitrineskabet på Ribe Katedralskole – illustration fra bogen

Edelberg var lærer på Ribe Katedralskole fra 1950 til sin død i 1981. De af os, som gik på skolen i den periode, husker ham som en original personlighed og en lærer, som vi holdt af og respekterede, men uden at vi dengang nok helt forstod hans virkelige format. Det har denne bog med årtiers forsinkelse rettet op på, og godt for det.

Edelberg var botaniker af uddannelse og kom i 1947, nærmest ved et tilfælde, med på den 3. Danske Ekspedition til Centralasien ledet af Henning Haslund-Christensen med hovedkvarter i Kabul.  En af ekspeditionens opgaver var at drive feltstudier i den nærliggende Nuristan provins, som grænser ind til det nordvestlige hjørne af Pakistan. Her i nogle afsides dalstrøg på sydsiden af Hindukush bjergmassivet levede en række klansamfund med en særegen kultur, som man antog havde rødder tilbage til den gamle fælles indoeuropæiske kultur, og som trods islamisering stadig bar på rester af en ældgammel naturreligion. 

Edelberg lagde ud med at kortlægge områdets botanik, men blev hurtigt engageret i etnografiske studier. Han havde ingen egentlig uddannelse i etnografi og antropologi, men lærte sig fagets metoder ved praktisk feltarbejde. Frem til 1970 foretog han fire ekspeditioner til området, hvor han i samarbejde med en række fageksperter dokumenterede klansamfundenes levevis, sprog, musik, bygningskultur og hvad der var tilbage af deres oprindelige religion. Efterfølgende opbyggede man på Moesgaard en stor etnografisk studiesamling baseret på materiale fra ekspeditionerne. Her spillede Edelberg også en central rolle.

Bogen giver et fint indblik i alt dette. I en række interessante kapitler skrevet af Edelbergs tidligere samarbejdspartnere belyses de mange fagvidenskabelige aspekter af Nuristan-forskningen, samtidig med at vi får fine beskrivelser af Edelberg som menneske og samarbejdspartner.

Sine steder er bogen åndeløst spændende, som fx Svend Castenfeldts kapitel om kafirernes forsvundne soltempel i Parun dalen. Det rummer alle spændingselementerne til en Indiana Jones film, blot med den afgørende forskel, at dette ikke er kulørt Hollywood fiktion, men den skinbarlige videnskabelige virkelighed. Jeg skal ikke røbe detaljerne her, men blot give et par stikord, som kan stimulere læselysten:

En britisk opdagelsesrejsende og efterretningsofficer på rejse i 1800 tallets Afghanistan bevæbnet med den tids fotoudstyr; et æsel som styrter i afgrunden; en tysk nazi ekspedition på spiontogt og på jagt efter det oprindelige korn; Edelberg på feltarbejde i bjergene bevæbnet med en båndoptager og opmålingsudstyr hjemme fra marsken; et møde med en tysker som ender galt; og til sidst et genfundet dokumentarmateriale tilvejebragt med diplomatisk snilde, som gør at man i 1980erne på Moesgaard kan samle puslespillet og på papiret rekonstruere soltemplet. – Kom ikke og sig at seriøs videnskab er kedelig.

Bogen rummer flere andre velskrevne kapitler om sprog, musik, bygningskultur, myter, religion og hverdagsliv i Nuristan. Kapitlerne er skrevet af forskere, som Edelberg havde et nært samarbejde med. De beskriver ikke bare ekspeditionerne med dokumentation og materialeindsamling på stedet, men også den efterfølgende opbygning af studiematerialet på Mosgaard. Det sidste er – på en tragisk baggrund – i dag en afgørende brik til dokumentation og forståelse af den særegne kultur, fordi meget er gået tabt i Nuristan efter årtiers krig og uro.

Ud over indsatsen i Nuristan-forskningen, giver bogen også et interessant indblik i Edelbergs aktiviteter hjemme i Ribe. Henrik Thrane beretter således om Edelbergs indsats for byens museumsvæsen og bygningsbevaring. Han var gennem en årrække formand for Den Antikvariske Samling i Ribe og drivkraften i erhvervelsen af Quedens Gård til museumsformål. Mens han var formand, ansatte han Thrane i en kort periode som den første professionelle museumsmand på Den Antikvariske Samling.

Han tog til gengæld Edelberg med som etnograf på Nationalmuseets ekspedition til den iranske provins, Luristan få år efter. Her i Thranes kapitel hører vi første gang om det legendariske sorte nomadetelt, som Edelberg købte med hjem til Moesgaard, og som han stillede op i sin have i Ribe i foråret 1965. Her kunne alle komme på besøg og helt i Edelbergs ånd lære ved selv at se, mærke på og lugte til tingene.

I et andet kapitel giver Torkil Funder, tidligere lektor ved Ribe Katedralskole, en fin beskrivelse af Edelberg som pædagog, tutor og ven. Det sker i en række essays, som illustrerer spændvidden i hans arbejde. Vi bliver taget med på lejrskoleophold på Hallig Hooge i Vadehavet, som gennem flere år var hans pædagogiske varemærke, og vi inddrages i rekonstruktionen af en ladebygning fra Nuristan ved familiens feriebolig i Sydsjælland. Det illustrerer fint Edelbergs videnskabelige metode: at man lærer og forstår ved at arbejde praktisk med tingene.

Edelberg strammer barduner – illustration fra bogen

Funder fortæller også om den etnografiske studiesamling i det hvide vitrineskab på Ribe Katedralskole, som mange elever i årenes løb har haft i hænderne. Vi får historien bag erhvervelsen af det drabelige forlader gevær, som mange af os studsede over under vores skolegang. Og så dukker det sorte nomadetelt på engen bag hans hus minsandten op igen i form af et fint billede af Edelberg iført den karakteristiske færøsweater i færd med at stramme barduner i den stride jyske blæst. Funder afslører, at dette billede blev starten på hans engagement i Ribe. Det er i sig selv en eventyrlig historie, der tager sin begyndelse på en tur med Grenå-Hundested færgen i maj 1965. Læs selv detaljerne i bogen.

Det går igen gennem hele bogen, at Edelberg gjorde indtryk på alle med sin personlighed og sit format. Ikke ved at han stillede sig selv frem i forreste række, men ved at han skabte netværk på kryds og tværs og venskaber, som knyttede folk sammen. Det gjaldt også i lokalbefolkningen i Nuristan, som han respekterede dybt. Han sørgede for, at hans afghanske bedsteven, Abdullah Wakil, kom til Danmark for at medvirke til at opbygge Nuristan udstillingen på Moesgaard i 1970, og at han blev dekoreret med Ridderkorset af Kong Frederik IX. Det var en dansk gestus med stor symbolsk betydning i Nuristan. Bogens redaktører er på fornem vis fortsat i dette spor ved at bede hans barnebarn, Kakail Nuristani, om at skrive et kapitel i bogen, som giver et klart indblik i den vanskelige situation i nutidens Nuristan (2016).   

Den korteste og mest præcise karakteristik af Edelberg gives af hans nære ven og samarbejdspartner, Oxford professoren, Schuyler Jones. Han beskriver ham som ”a Renaissance man: a scientist, teacher, investigator, explorer; always enquiring, always seeking to learn”. De fleste i Edelbergs omgangskreds vil nikke genkendende til denne karakteristik. Det gælder også os, der i vores unge år mødte ham som lærer på Ribe Katedralskole. 

Stor tak til forfatterne og Moesgaard for denne spændende bog, som er både underholdende og lærd. Man føler sig i godt selskab, mens man læser den, men man føler også et stik i hjertet ved tanken om de udfordringer, som befolkningen i Afghanistan står med lige nu.

Bogen kan læses med udbytte ikke bare af en snæver fagkreds, men også af et bredere publikum, der kan lide at læse om ildsjæle bag ekspeditioner til verdener, som forsvandt, men som i glimt kan genopleves gennem deres indsats. Den er hermed varmt anbefalet.